Forhandling

Akademikere finder nye løsninger på udfordringer i kommunerne

Ny publikation sætter fokus på, hvad akademikere laver i kommunerne. Akademikere er vigtige aktører i udviklings- og omstillingsprocesser rundt om i landets kommuner. Det handler om at skabe vækst og velfærd i kommunerne, og det sker kun hvis der leveres andet og mere end den efterspurgte service.

Mange kommuner står over for nye og store udfordringer, og det kalder på at kommunerne går nye veje, når opgaverne skal løses. Det stiller krav til de ansatte om i højere grad at samarbejde på tværs af fagligheder og bringe kompetencer i spil på en ny måde, som når et skybrud bliver starten til nytænkning af det offentlige byrum, eller når affald ikke længere belaster det kommunale budget men bliver en indtægt.

Gennem en række konkrete fortællinger sætter publikationen fokus på, hvordan akademikere er centrale spillere i det daglige arbejde i kommunerne med at udvikle mere og bedre velfærd. Et arbejde der både sker i det konkrete møde med borgerne og bag skrivebordene på rådhuset.

Publikationen er blevet til i et samarbejde mellem KL og Akademikerne og henvender sig til alle, der ønsker indsigt i akademikernes rolle i de kommunale velfærdsydelser og et indblik i de mange tværfaglige løsninger, der blomstrer i kommuner landet over.

Klik på linket for at læse publikationen ”Hvad laver akademikerne i kommunerne? – Holdspillere der skaber nye løsninger til fremtidens velfærd”.

[X]