I Grønland er der indgået overenskomster og aftaler for akademikere ansat under Grønlands Selvstyre og kommunerne i Grønland hhv. for akademikere ansat i statens tjeneste i Grønland.
For tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte under selvstyret og kommunerne i Grønland varetages forhandlings- og aftaleretten af Akademikernes Sammenslutning i Grønland (ASG), der er den grønlandske pendant til AC.
For overenskomstansatte under selvstyret og kommunerne i Grønland varetager de danske AC-organisationer med medlemmer på området forhandlings- og aftaleretten. Der er indgået overenskomster mellem Grønlands Selvstyre og "de samforhandlende AC-organisationer" (Arkitektforbundet, DP, GL, DM, og IDA), hhv. med Djøf, DTF og FAS/FAYL.
For statens tjenestemænd i Grønland indgås der aftaler mellem AC/CFU og Finansministeriet.
For overenskomstansatte akademikere i statens tjeneste i Grønland er der indgået særskilte overenskomster mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer, herunder Djøf.
AC har alene en direkte rolle i forhold til statens tjenestemænd i Grønland, men yder efter aftale med organisationerne tilsluttet ASG endvidere teknisk bistand til ASG i forhold til gennemførelse af forhandlingerne for tjenestemændene under Selvstyret og Kommunerne i Grønland. AC har ingen rolle på overenskomstområderne.
De i Grønland indgåede overenskomster og aftaler kan - sammen med oplysninger om de særlige forhold i forbindelse med ansættelse i Grønland (vedr. bolig og ud-/hjemrejse m.v). - ses på ASG's hjemmeside og/eller på Selvstyrets hjemmeside og KANUKOKA's hjemmeside (De grønlandske kommuners sammenslutning).
For oplysning om de med staten indgåede aftaler og overenskomster for ansatte i Grønland henvises der til de respektive AC-organisationer.
Akademikernes sammenslutning i Grønland (ASG) består af følgende tilsluttede AC-organisationer: Arkitektforbundet, BF, DP, FDL, DF, DdP, GL, DM, IDA, Djøf