Login      

AC's formål 

"Ifølge overenskomst med AC"
Denne formulering er meget almindelig i stillingsannoncer for akademikere. Men AC er ikke fagforeningen for akademikere. AC har ingen enkeltpersoner som medlemmer. Den enkelte må således melde sig ind i en af AC's medlemsorganisationer, der omfatter medlemmer inden for en eller flere akademiske uddannelser. AC indgår aftaler og overenskomster efter medlemsorganisationernes bemyndigelse.
En organisation kan optages i AC, hvis den organiserer medlemmer med eksamen fra et universitet, en højere læreanstalt, en ingeniørhøjskole eller kandidater med eksamen på tilsvarende niveau. Det er desuden afgørende, at organisationen omfatter så mange medlemmer, at den anses for repræsentativ inden for sit område og at den i henhold til sine love er berettiget til at forhandle på medlemmernes vegne.
AC’s bestyrelse beslutter, om en organisation kan optages i AC.

AC's arbejdsopgaver

Forhandlinger om løn- og ansættelsesvilkår
En af AC's hovedopgaver er at sikre akademikernes løn- og ansættelsesvilkår. Som forhandlingsorganisation udøver AC forhandlingsretten for offentligt og privat ansatte medlemmer af medlemsorganisationerne i det omfang, organisationerne har overladt denne til AC.

For offentligt ansatte akademikere sker dette bl.a ved aftale- og overenskomstforhandlinger. For de tjenestemandsansatte akademikere varetager AC interesserne over for staten og (amts)kommunerne gennem de to store forhandlingsfora, Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU, og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, KTO. Tæt forbundet hermed fører AC også overenskomstforhandlingerne for de akademikere, der er ansat efter overenskomst mellem staten/kommunerne og AC eller AC's medlemsorganisationer efter bemyndigelse.

AC kan overlade forhandlingsretten til den enkelte medlemsorganisation i spørgsmål, der alene angår dennes medlemmer.

På det private område sikrer AC koordinationen af medlemsorganisationernes forhandlinger, således at AC-organisationerne som en samlet gruppe, kan forhandle nye overenskomster og aftaler på de privatansattes vegne med de private arbejdsgivere som modpart.

Samfund og arbejdsmarked
Ved siden af forhandlingsopgaverne varetager AC som hovedorganisation medlemsorganisationernes interesser i en række generelle samfundspolitiske spørgsmål af betydning for akademikere. Fx arbejdsmarkedspolitik, erhvervspolitik, uddannelse og forskning. I den forbindelse deltager AC i den offentlige debat, indgår i drøftelser med myndigheder og institutioner, samarbejder med andre organisationer ligesom AC er repræsenteret i en lang række offentlige råd og udvalg. AC kan efter anmodning bistå medlemsorganisationerne inden for deres område i spørgsmål af fælles interesse.

En af de store arbejdsmarkedspolitiske opgaver for AC i disse år er at medvirke ved initiativer, der kan fremme og sikre akademikernes beskæftigelse. En anden vigtig opgave er at styrke de højtuddannedes "markedsværdi" ved at medvirke til at skabe bedre efter- og videreuddannelsesmuligheder for højtuddannede. Disse opgaver varetages centralt af AC’s politiske udvalg og sekretariat i tæt samarbejde med AC’s repræsentanter i de regionale arbejdsmarkedsråd.

Internationale opgaver
AC varetager akademikernes interesser på internationalt plan som medlem af en række internationale organisationer og ved en koordinerende sekretariatsfunktion. Bl.a. i forhold til den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, EUROCADRES (Rådet for Europæiske Akademikere og højere Funktionærer), Nordens Faglige Organisation, NFS, ligesom AC er medlem af Frie Faglige Internationale, FFI og OECDs arbejdstagerorganisation TUAC.

 


Dansk English
Kontakt os Sitemap