AC's håndbog for tillidsrepræsentanter indgår blandt andet i den basisuddannelse for tillidsrepræsentanter, som AC koordinerer for en række af sine medlemsorganisationer.
TR-håndbogen kan læses samlet fra ende til anden, men man kan også nøjes med at læse et eller flere kapitler om netop de emner, man har brug for at vide mere om. Der er derfor visse oplysninger, som er gentaget flere steder i håndbogen, hvor det har været nødvendigt, for at kapitlerne kan læses hver for sig.
Håndbogen blev første gang udgivet i 1988. Håndbogen er oprindelig udarbejdet på baggrund af en omfattende undersøgelse blandt samtlige tillidsrepræsentanter i AC’s medlemsorganisationer i 1986 og er siden blevet udgivet i reviderede udgaver, som følge af indgåelsen af nye overenskomster og rammeaftaler på det offentlige område.
Nærværende 11. udgave af håndbogen er udarbejdet i april 2011 og tager højde for den seneste overenskomstfornyelse fra april 2011. Håndbogen forventes revideret igen sommeren 2013 efter afslutningen af overenskomstforhandlingerne i foråret 2013.