AC-ledighedstallene for juli 2010
- Akademikerledigheden uændret fra juni til juli måned
Den sæsonkorrigerede ledighed blandt akademikere (inklusiv aktiverede) faldt marginalt fra 9.557 personer i juni til 9.491 i juli svarende til et fald på 0,7 pct. Akademikerledigheden har nu for 8. måned i træk været stort set uændret omkring de 9.500 personer (gennemsnitsledige, inkl. aktiverede).
Den sæsonkorrigerede gennemsnitlige ledighedsprocent for akademikere (inklusiv aktiverede) ligger uændret på 3,5 pct. fra juni til juli.
Dimittendledigheden er også uændret i forhold til juni måned. Der er således 2.043 ledige personer (gennemsnitlig ledighed, inkl. aktiverede) i juli, der er dimitteret inden for det seneste år, mod 2.059 personer i juni. Ses på gennemsnitlig antal ledige (inkl. aktiverede), der modtager dagpenge på dimittendsats, så er der 3.039 personer i juli sammenlignet med 3.025 personer i juni.
Et blik på de lidt længere tidsserier viser i øvrigt, at det er vanskeligt at anvende dimittend-ledighedsprocenten som et validt mål for ledighedsniveauet, da der blandt dimittender er stor variation i deres tendens til at melde sig ind i en a-kasse under hhv. lav- og højkonjunktur. Indmeldelsestilbøjeligheden påvirker ledighedsprocenten blandt dimittender markant:
I juli 2008 var ledighedsprocenten blandt dimittender (kandidatalder under 1 år inkl. aktiverede) 14 pct., svarende 1.085 personer. I juli 2010 er ledighedsprocenten blandt dimittender igen tæt på 14 pct., men der er dobbelt så mange ledige dimittender. Bag en tæt på rekordlav ledighedsprocent skjuler der sig altså et ledighedsniveau blandt dimittender, der er højere end gennemsnittet det seneste 5 år.
Yderligere oplysninger: Sekretariatschef Jens Mølbach, tlf. 22 49 58 57, e-mail:
jm@ac.dk
Landstatistikken i pdf- og Excel-format og regionale statistikker for de 4 regioner i Excel-fomat kan ses på
http://www.ac.dk/814