Den internationale nytteværdi
Selv om der ofte kan synes at være langt fra EU-Kommissionen og Ministerrådet til den enkelte borger/det enkelte medlem, må vi konstatere, at de europæiske reguleringsinitiativer i form af Kommissionens hvidbøger, grønbøger, anbefalinger, meddelelser, direktiver o.lign. i stigende grad præger den nationale politiske dagsorden.
De kendte og meget konkrete eksempler på europæisk fingeraftryk på regulering af det danske arbejdsmarked af betydning for danske lønmodtagere er: Direktiv om ansættelsesbeviser (1991), forældreorlov, arbejdsvilkår for deltidsansatte, ansættelsesvilkår for midlertidigt beskæftigede - alle direktiver, der har haft en større eller mindre betydning for reguleringen af det danske arbejdsmarked.
Men når netop disse eksempler nævnes, skyldes det også, at AC har deltaget i de europæiske forhandlinger, der har resulteret i først en europæisk aftale for dernæst at blive godkendt som direktiv.
Til trods for uenighed blandt arbejdsmarkedets parter i Danmark om valg af metode til gennemførelse af direktiver, er det klart for enhver, at en europæisk regulering i form af et direktiv medfører en national forpligtelse til at sikre, at national lovgivning og/eller aftaler også giver danske lønmodtagere de på europæisk niveau aftalte rettigheder. Med andre ord skal der ske den nødvendige tilretning af aftaler og lovgivning for at sikre disse rettigheder.
AC med
AC har gennem sit medlemskab af Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, sikret sig indsigt og indflydelse på europæisk forhandlet lovgivning. Endvidere er AC medlem af EUROCADRES, den europæiske organisation af akademikere, højere funktionærer og ledere, der har sikret AC en plads i EFS' forhandlingsdelegation om livslang læring og i øvrigt været adgangsbilletten til diverse politiske ekspertgrupper og forhandlingsfora.
Høringspart og lobbyist
Det handler om at være med både i de tidlige faser, hvor Kommissionen drøfter ideer til nye indsatsområder, der ofte foregår i en ekslusiv lille kreds af udvalgte "eksperter", og når ideerne tager form og materialiserer sig i konkrete lovinitiativer.
Det er derfor vigtigt at kunne veksle mellem at være en lobbyorganisation og en officiel høringspart.
Selv om den europæiske regulering ikke længere kan siges at ske gennem en lind strøm af direktiver, som for bare 10 år siden, synes der at være en stigning i antallet af europæiske projekter, tænketanke, ekspertfora, m.v. Information om og invitation til deltagelse i projekter, m.v. er i stor udstrækning afhængig af personlige netværk og tætte kontakter til de europæiske organisationer (EFS, EUROCADRES) og Kommissionen. Dette arbejde er ressourcekrævende, og nøgleordnet i den europæiske interessevaretagelse bliver derfor prioritering. Prioritering er nødvendig for ikke at komme til at drukne i en europæisk informationsstrøm, der, hvis den videreformidles i sin rene form, i bedste fald bliver meget overfladisk og i værste fald total intetsigende og overflødig.
For at den europæiske interessevaretagelse skal give mening forudsættes det derfor, at AC optræder som formel høringspart og som lobbyorganisation, samt at det europæiske netværk dyrkes og udvikles på prioriterede områder.
